Tracking – Webshop

Data og trackingTracking

Opdateret

Er du klar til at give din e-mailmarketing et boost med Heyloyaltys tracking? I denne guide gennemgår vi, hvad der skal til for at komme i gang med tracking på din hjemmeside.

Tracking: Hvad er det, og hvad kræver det? 

Har du en Premium-licens, får du adgang til vores standardpakke af adfærdstriggers til dine automations, herunder tabt kurv og produktinteresse. Alle disse adfærdstriggers er baseret på data fra Tracking.  

Tracking er et datawarehouse. Derudover kan du med Tracking implementere et script, så du kan opsamle adfærdsdata fra dit website og opbevare, berige og udnytte det i datawarehouset.  

Værdien ved Tracking

Mere personlig kommunikation
Tracking gør det muligt at indsamle data om kundernes adfærd på din webshop, så du kan sende mere relevante og personlige beskeder baseret på deres interesser, produktvisninger og købshistorik.

Automatisering baseret på adfærd
Når tracking er implementeret, kan du aktivere automatiske flows som fx tabt kurv, produktinteresse og kategoritriggers. Det gør det muligt at reagere automatisk på kundernes handlinger og skabe mere værdifulde kundeoplevelser.

Bedre segmentering
Trackingdata giver et stærkere datagrundlag for segmentering. Du kan opbygge målgrupper baseret på adfærd, besøgte kategorier, produktinteresser og køb, så dine kampagner bliver mere målrettede og relevante.

Øget konvertering
Ved at arbejde med adfærdsbaseret marketing kan du ramme kunderne på det rette tidspunkt med det rette budskab. Det kan være med til at øge både engagement, konverteringer og gentagne køb.

Indblik i kundernes adfærd
Tracking giver dig indsigt i, hvordan kunderne bevæger sig rundt på din webshop. Du kan gennem Heyloyaltys Insight og Activity feed se, hvilke produkter og kategorier der bliver besøgt mest, og bruge den viden til at optimere din kommunikation og markedsføring.

Et stærkere datagrundlag i Heyloyalty

Når tracking er sat op korrekt, bliver Heyloyaltys datawarehouse løbende beriget med adfærdsdata fra dit website. Det giver et stærkere fundament for både automatiseringer, segmentering og analyser på tværs af kunderejsen.

Tracking er derfor en central del af at arbejde datadrevet med e-mailmarketing og automatiseret kommunikation i Heyloyalty.

Vigtigt at implementere i Heyloyaltys tracking

Inden du går i gang med opsætningen, anbefaler vi, at du læser nedenstående, så du forstår, hvad der er vigtigt at opsætte i forbindelse med Tracking.

For at få mest muligt ud af Tracking anbefaler vi, at du som minimum implementerer de events, der registrerer brugerens vigtigste handlinger på tværs af jeres website og bookingflow. De giver Heyloyalty det nødvendige datagrundlag til at identificere brugerens adfærd og sætte relevante flows op.

Sørg især for at implementere følgende events:

  • Visit event: Registrerer, hvilke sider, produkter, events eller oplevelser brugeren besøger. Det gør det muligt at arbejde med brugerens interesser og eksempelvis opsætte automations baseret på interesse for bestemte oplevelser eller kategorier.
  • AddToBasket: Registrerer, når en bruger lægger et produkt, en billet eller en oplevelse i kurven. Eventet er vigtigt, hvis du vil opsætte en tabt kurv-automation og følge op på brugere, der ikke gennemfører deres køb.
  • Purchase: Registrerer, når brugeren gennemfører et køb. Det sikrer blandt andet, at Heyloyalty ved, at købet er afsluttet, så brugeren ikke fortsætter i en tabt kurv-automation. Købsdata kan samtidig bruges som grundlag for kommunikation efter købet.
  • pairEmail: Kobler brugerens e-mailadresse sammen med den aktuelle trackingsession. Det gør det muligt for Heyloyalty at knytte den registrerede adfærd til den rigtige kontakt. Parring kan blandt andet ske via jeres tilmeldings- eller loginformularer. Heyloyalty understøtter også automatisk parring, når en kontakt klikker på et link i en e-mail eller SMS fra Heyloyalty.

Det er vigtigt, at events implementeres de rigtige steder i brugerrejsen og sender de nødvendige informationer til Heyloyalty. Senere i guiden gennemgår vi, hvordan du implementerer Tracking og fyrer de enkelte events af fra de relevante sider.

Bemærk: Ovenstående fremhæver de vigtigste dele af trackingen, som vi anbefaler at sætte op for at få mest muligt ud af Heyloyalty. Afhængigt af jeres setup og behov kan der være yderligere events og tracking, som er relevante for jer at implementere.

Trin 1: Opret trackingintegration

Opsæt Tracking ved at klikke på Integrationer → Listeintegrationer → Tracking → Opsæt integration → Opret ny Tracking

Her bliver du mødt af integrationssiden, hvor du skal vælge forskellige indstillinger, som du kan se på billedet nedenfor:

Du kan læse her, hvad de forskellige felter/indstillinger betyder:

  • Liste: Vælg, hvilken liste integrationen skal tilknyttes. Tracking kan kun anvendes på den liste, der er valgt i integrationen.
  • Sessionstid: Skal være et tal, og det skal være det samme som i dit script. Typisk anbefaler vi 45 minutter, så hvis du følger den anbefaling, skal du skrive 45 i feltet. Vælg også et produktfeed, som integrationen skal tilknyttes.
  • Billedformat: Vælg formatet på dine produktbilleder. Hvis du er i tvivl, så lad den stå på portræt. Billedformatet bruges blandt andet til opsætning af tabt kurv.
  • Produktfeed: Vælg, hvilket feed integrationen skal bruge. Det har blandt andet betydning for, hvilke produkter din tracking tager data fra.
  • Tabt kurv type: Her er der to muligheder:
    • Tabt kurv id: I de fleste tilfælde skal du vælge denne indstilling, da de fleste webshops understøtter unikke kurv-ID’er i URL’en. Din webshop genererer et unikt link til den tabte kurv, fx: www.dinURL.dk/basket/?basketnumber=29fSc-df2s. I eksemplet ovenfor er der indsat et unikt kurv-ID efter =. Heyloyalty bruger dette ID til at genskabe kundens kurv.
    • Produkt: Hvis din webshop ikke understøtter tabt kurv-ID, kan kurven i stedet genskabes via produktparametre i URL’en. Det gøres ved at tilføje produktinformationer til den tabte kurv-URL, fx:
      www.dinURL.dk/?ProductID=154Ds&amount=1&productID=98DWC&amount=3
      I eksemplet ovenfor er der tilføjet to produkter til URL’en. Hvert produkt indeholder:
      • productID = produktets ID
      • amount = antal af produktet i kurven
  • Tabt kurv url: Her indsætter du URL’en til kurven på din webshop. Det vil ofte være noget i stil med: www.dinwebshop.dk/kurv eller www.webshop.dk/basket.  
  • Tegn der opdeler kategorier: Henviser til dit produktfeed, dvs. hvordan kategorierne er opdelt i dit produktfeed. Hvis du ikke har kategorier i dit produktfeed, kan du sætte indstillingen til Ingen.
    Hvis du har valgt et Google Shopping Feed, skal du vælge > (Google product category). Find det rette format i dit produktfeed. 
  • Antal besøg på kategori: Angiv, hvor mange gange et medlem skal besøge en kategori, før en kategoriinteresse-automation trigges.
  • Antal dage besøgene er over: Angiv, hvor mange dage besøgene skal fordeles over for at trigge en kategoriinteresse-automation.

Bemærk: Antal besøg på kategori og Antal dage besøgene er over skal overvejes ud fra dine brugeres brugs- og købsmønster. En opsætning, der passer til de fleste, er at sætte Antal besøg på kategori til tre og Antal dage besøgene er over til syv. 

  • Deaktiver UTM_content parameter:  Hvis du ønsker at bruge vores standard, skal du sætte indstillingen til nej. Hvis du ønsker at styre din utm_content-parameter via din custom indholdsskabelon, bør du vælge ‘Ja’ til deaktivering af utm_content.
  • Unikt id efter session: Når en session ender med et køb, skal Heyloyalty bruge et unikt ID til at genkende købet. For de fleste vil det være ordrenummer (order_number).
    Hvis I bruger et andet ID til at genkende køb, fx booking ID, skal du vælge den relevante indstilling. Vælg Andet felt, hvis ID’et har et andet navn, og angiv feltnavnet.

Når alle ovenstående indstillinger er sat op, kan du gemme integrationen.

Trin 2: Implementér Tracking på webshoppen

For at trackingen kan virke på din webshop, skal data sendes til Heyloyalty. Det gøres ved at implementere et JavaScript, som sender trackingdata til Heyloyalty.

Implementeringen udføres ofte af en udvikler eller IT-ansvarlig. De kan finde vores trackingdokumentation her.

Bemærk: Ved implementering af trackingscriptet direkte på webshoppen skal du sikre, at trackingscriptet først aktiveres, når kunden har accepteret marketingcookies.
Implementering og korrekt opsætning er kundens eget ansvar. Heyloyalty leverer kun grundscriptet.

Implementér trackingscriptet på webshoppen

Du finder trackingscriptet her. Vi anbefaler, at scriptet indsættes på alle sider på webshoppen. Derfor giver det ofte mening at placere det i enten headeren eller footeren.

For at implementere scriptet skal du indsætte nogle parametre i scriptet. De er markeret på billedet:

Bemærk: API-nøglen skal stå mellem enkelte anførselstegn ('), mens sessionstid og tracking ID indsættes uden anførselstegn, så det fx kan se således ud:
BiTracking.initialize('KhOOd15xqBp3CQZER', 45, 10950);

  • API-nøgle: Findes under Kontooplysninger på din Heyloyalty-konto
  • Sessionstid: Er den værdi, du valgte under opsætningen af trackingintegrationen. Findes under Integrationer → Listeintegrationer → Tracking.
  • Tracking ID: Findes under Integrationer → Listeintegrationer → Tracking. Bruges, hvis trackingen kun skal gælde for én bestemt liste.
    Hvis trackingen skal gælde for flere lister, skal feltet være tomt.

Trin 3: Fyr events af fra de rigtige webshopsider

Hvis din integration i Heyloyalty ikke automatisk fyrer nedenstående triggers, kan du selv tilføje dem på webshoppen.

Hvis du allerede kan se events i Activity Feed i Heyloyalty, kan du se bort fra dette afsnit.

Events skal placeres inden for et <script>-tag, som eksempelvis kan være det samme script som ovenfor. Tilføj events på de relevante sider i webshoppen, og sørg for, at hvert event kun fyres fra den korrekte side.

Tilgængelige events

  • hlt.visit(PRODUCTID, CATEGORYID, CATEGORYNAME, VARIANT) – Fyres fra alle sider undtagen “tak for købet”. Bruges på produktsider, kategorisider, blogindlæg m.m. Du kan læse mere om visit events i vores dokumentation her.
    Bemærk, at produkt-ID ikke er nødvendigt på kategorisider.
  • hlt.addToBasket(PRODUCTID, AMOUNT, CATEGORYID, BASKETID, CATEGORYNAME, VARIANT) – Fyres fra kurvsiden eller fra hver “læg i kurv”-knap. Du kan læse mere om addTo events i vores dokumentation her.
  • hlt.updateBasket – Anvendes, hvis antallet af produkter i kurven ændres. Du kan læse mere om update events i vores dokumentation her.
  • hlt.removeFromBasket(PRODUCTID) – Fyres, når et produkt fjernes fra kurven. Du kan læse mere om remove events i vores dokumentation her.
  • hlt.purchasedBasket(BASKETPRICE, ORDERNUMBER) – Fyres fra “tak for købet”-siden efter gennemført køb. Du kan læse mere om purchased her.
  • hlt.pairEmail(EMAIL) – Valgfri. Parrer e-mailadressen direkte fra tilmeldings-/loginformularen. Du kan læse mere om dette her.
  • hlt.pairPhone(“PHONENUMBER”) – Valgfri. Parrer telefonnummeret med sessionen i trackingen. Du kan læse mere om dette her.

Parring direkte fra en tilmeldings-/loginformular

For at trackingen ved, hvilke kontakter der udfører de forskellige handlinger på jeres hjemmeside, skal I sørge for, at kontakten bliver parret. Når du implementerer tracking, kan du tilføje pairEmail-hændelsen på dine egne formularer eller bruge det udvidede script for at sikre, at Heyloyalty-formularer parrer kunder med det samme. Vi anbefaler, at du parrer kontakten i forbindelse med disse handlinger: login, kontaktformular, nyhedsbrevsformular og køb.

Du kan læse her, hvordan du anvender vores udvidede trackingscript, hvor parringen er indsat i scriptet.

Vi benytter en “pair-on-click” fra hver e-mail eller SMS sendt fra Heyloyalty. Hver gang en kunde klikker og bliver sendt til dit website, vil pairEmail-hændelsen automatisk blive udløst.

Opsætning af Tracking i forbindelse med Multi-shop

Har du flere webshops, der skal bruge samme script, men forskellige tracking-databaser, så brug nedenstående script. Husk at erstatte webshopnoX med dine domæner og integrationIDX med dine tracking ID'er.

<script>
var currentDomain = window.location.hostname;
switch (currentDomain) {
  case 'webshopno1':
    trackingId = 'integrationID1';
    break;
  case 'webshopno2':
    trackingId = 'integrationID2';
    break;
  case 'webshopno3':
    trackingId = 'integrationID3';
    break;
  default:
    trackingId = 'integrationID1';
}
</script>
<script type="text/javascript" language="javascript">
var hlt;
var BiTrackingLoaded = function (BiTracking) {
  hlt = BiTracking;
  BiTracking.initialize('INSERTAPIKEYHERE', INSERTSESSIONTIMEHERE, String(trackingId));
  hlt.visit("PRODUCTID", "CATEGORYID", "CATEGORYNAME");
}
</script>
<script>
(function (d, t) {
  var g = d.createElement(t),
      s = d.getElementsByTagName(t)[0];
  h = "https:" == document.location.protocol ? "https://" : "http://";
  g.src = h + 'tracking.heycommerce.dk/hlbi.js';
  s.parentNode.insertBefore(g, s);
}(document, 'script'));
</script>

Du er klar til at bruge Tracking

Du har nu fået aktiveret Tracking, implementeret scriptet på din webshop og opsat integrationen på listeniveau i Heyloyalty. Det betyder, at du fra nu af kan tracke dine medlemmers adfærd og bruge data som besøgte kategorier, tabte kurve og produktinteresser aktivt i din e-mailmarketing.

Næste skridt er at tage de mange Tracking-triggers i brug. De anvendes i vores flows – fx et tabt kurv-flow eller en kategoriinteresse-automation, der sender relevante mails baseret på dine kunders reelle adfærd. God fornøjelse!



Hvis du mangler information eller hjælp, som du ikke finder her på guidesitet, er du altid velkommen til at kontakte vores support!
support@heyloyalty.com

Fandt du ikke svaret?

Skriv til vores support, så hjælper vi dig videre.

Kontakt support