Med tracking custom-triggers kan du designe dine egne adfærdsbestemte mails baseret på dine kontakters digitale adfærd. I denne guide viser vi dig, hvordan du opsætter de forskellige typer custom-triggers, så du kan målrette dine budskaber præcis, som du ønsker.
Find custom-triggers i menuen
Klik på menupunktet Integrationer og derefter på Listeintegrationer. Klik herefter på Rediger integration ud for trackingintegrationen.

Klik på de tre prikker i øverste højre hjørne, og vælg Opsæt custom triggers. Tryk derefter på Ny custom trigger.

Opret en custom-trigger

Når du opretter en ny custom-trigger, skal du vælge følgende indstillinger:
- Vælg liste: Du vælger den liste, som custom-triggeren skal tilknyttes
- Vælg triggertype: Hvad flowet skal trigge på. Læs om typerne nedenfor:
- Url-baseret trigger: Reagerer, når kontakten interagerer med en bestemt url.
- Produktbesøg: Reagerer, når kontakten besøger et bestemt produkt.
- Produkt køb: Reagerer, når et bestemt produkt bliver købt.
- Produkter set i session: Reagerer, når et antal produkter ses i én session.
- Udvidet produkttrigger: Reagerer, når kontakten har udført en bestemt handling (besøg, læg i kurv eller køb) på produkter med en bestemt værdi i et produktfeedfelt.
- Url indeholder trigger: Reagerer, når kontakten interagerer med en url der indeholder det angivne ord.
- Købt i kategori - Præcis sti: Reagerer, når kontakten har købt et produkt i den specifikke kategoristi.
- Købt i kategori - Indeholder: Reagerer, når kontakten har købt et produkt i en kategori, hvor kategoristien indeholder den angivne tekst.
Læs nedenfor, hvordan du opsætter de forskellige triggers.
Opsæt en Url-baseret trigger
Denne trigger reagerer, når et medlem besøger en specifik url et givent antal gange inden for et givent antal dage. Den kan fx bruges til at ramme kontakter, der besøger en bestemt landingpage 5 gange inden for 7 dage.
Udfyld følgende felter:
- Angiv triggernavn: Navnet bruger du, når du vælger triggeren i dit flow under Automations. Vælg et navn, du nemt kan genkende.
- Angiv url: Indsæt den specifikke url, som triggeren skal håndtere.
- Angiv antal gange: Hvor mange gange medlemmet skal have besøgt url’en.
- Angiv antal dage: Over hvor mange dage besøgene skal være sket.
Klik på Opret trigger, når felterne er udfyldt.
Opsæt en Produktbesøg trigger
Denne trigger reagerer, hvis en kontakt har besøgt et bestemt produkt et givent antal gange inden for et givent antal dage. Brug den fx til at sende en rabatkode, når et medlem har besøgt et produkt 4 gange på 5 dage.
Udfyld følgende felter:
- Angiv triggernavn: Brug et unikt navn, du kan genkende under Automations.
- Angiv produkt id: Indsæt produkt-id’et for det produkt, triggeren skal håndtere.
- Angiv antal gange: Hvor mange gange kontakten skal have besøgt produktet.
- Angiv antal dage: Over hvor mange dage besøgene skal være sket.
Klik på Opret trigger.
Opsæt en Produkt køb trigger
Med denne trigger kan du følge op på dine kontakters køb og lave effektive servicemails, der skaber mersalg. Du kan fx sende en mail x dage efter et køb med anbefalinger af lignende produkter eller en opfordring til at genbestille.
Udfyld følgende felter:
- Angiv triggernavn: Brug et unikt navn, du kan genkende under Automations.
- Angiv produkt id: Indsæt produkt-id’et for det produkt, triggeren skal håndtere.
- Antal dage siden: Hvor lang tid der skal gå fra købet, til triggeren reagerer.
Klik på Opret trigger.
Opsæt en Produkter set i session trigger
Denne trigger reagerer, når en kontakt har set et bestemt antal produkter i én session – fx 5 produkter i løbet af ét besøg.
Udfyld følgende felter:
- Angiv triggernavn: Brug et unikt navn, du kan genkende under Automations.
- Antal set i session: Hvor mange produkter medlemmet skal have set i løbet af sessionen.
Klik på Opret trigger.
Opsæt en Udvidet produkttrigger
Denne trigger reagerer på mange forskellige handlinger: når en kontakt har besøgt, lagt i kurv, købt eller udført alle handlinger på et bestemt produktfeedfelt et bestemt antal gange over et bestemt antal dage.
Udfyld følgende felter:
- Angiv triggernavn: Brug et unikt navn, du kan genkende under Automations.
- Produktfeedfelt: Vælg det produktfeedfelt, der er tilknyttet listen.
- Kig på alle feltværdier: Sæt til ja, hvis feltværdien ikke har nogen betydning. Sæt indstillingen til nej, hvis feltet skal have en bestemt værdi, og skriv værdien i feltet Angiv feltværdi.
- Handling: Her vælger du hvilken handling kontakten skal udføre, for at flowet trigger.
- Angiv antal gange: Hvor mange gange kontakten skal have udført handlingen.
- Angiv antal dage: Over hvor mange dage handlingerne skal være sket.
Klik på Opret trigger.
Opsæt en Url indeholder trigger
Denne trigger aktiveres, når en kontakt besøger en URL, der indeholder den tekst, du har angivet i feltet Angiv url, et bestemt antal gange inden for et bestemt antal dage.
Udfyld følgende felter:
- Angiv triggernavn: Brug et unikt navn, du kan genkende under Automations.
- Angiv url: Skriv den tekst, som URL’en skal indeholde, for at besøget registreres.
- Angiv antal gange: Angiv, hvor mange gange kontakten skal besøge en URL, der indeholder den angivne tekst.
- Angiv antal dage: Angiv, hvor mange dage besøgene skal være fordelt over.
Klik på Opret trigger.
Opsæt en Købt i kategori - Præcis sti trigger
Denne trigger aktiveres, når en kontakt har købt et produkt i den specifikke kategoristi.
Udfyld følgende felter:
- Angiv triggernavn: Brug et unikt navn, du kan genkende under Automations.
- Angiv kategori: Skriv den præcise kategoristi, som produktet skal være købt i. Heyloyalty henter dataene fra tracking. Hvis stien ikke findes der, henter Heyloyalty dataene fra produktfeedet. Stien skal skrives, som den står i jeres data. Det kan fx være:
sko > damesko > høje hæle.
Klik på Opret trigger.
Opsæt en Købt i kategori - Indeholder trigger
Denne trigger aktiveres, når en kontakt har købt et produkt i en kategori, hvis navn indeholder den tekst, du angiver. Angiver du fx sko, vil den trigge, hvis kontakten køber et produkt i kategorier, der hedder damesko, herresko osv.
Udfyld følgende felter:
- Angiv triggernavn: Brug et unikt navn, du kan genkende under Automations.
- Angiv kategori: Skriv hvad kategorien skal indeholde. Vi tager udgangspunkt i de data vi kan finde i trackingen. Hvis kategorien ikke findes i trackingen, bruger vi dit produktfeed.
Klik på Opret trigger.
Du er klar til at bruge dine custom-triggers i flows
Du er nu blevet introduceret til, hvordan du opsætter forskellige custom-triggers, så du kan trigge på dine kontakters adfærd på tværs af URL-besøg, produktvisninger, køb, kategorier og produktfeeddata. Næste skridt er at vælge triggeren i dit flow og bygge det flow, der skal sende den rigtige besked på det rigtige tidspunkt.
Brug unikke og genkendelige navne på dine triggers, så du nemt kan finde dem igen under Automations. På den måde kan du arbejde mere målrettet med dine flows og skabe mails, der matcher den enkelte kontakts aktuelle interesse og handling.